Så startede jeg på min solotur ind mod Refshaleøen hvor COPENHELL foregår. For motor hele vejen ud af fjorden da der var en svag-jævn nordvest vind. Ved Lynæs så jeg det polske skib:
STS Fryderyk Chopin er et polsk skoleskib bygget i 1992. Den 55 meter lange brig er opkaldt efter den berømte komponist og fungerer primært som et sejlende klasseværelse, hvor unge mennesker deltager i maritime uddannelsesprogrammer som "The Blue School"
Da jeg nåede ud af fjorden - på rekord 4 timer fra afsejling - fik jeg en smuk tur for sejl. En dejlig sommer sejlads med blid vestenvind. Den førte mig med jævnt tempo (5-6 knob) den sidste vej til Helsingør.
I Helsingør havn - som jeg efterhånden kender så godt - var der en perfekt 3,6 m grøn plads lige ved toilet faciliteterne på nordkajen. En svensker hjalp med forfortøjningen og mine efterhånden godt øvede cowboyd kast gjorde det let at få en krydset bagfortøjning til pælene.
Så alt i alt en dejlig start på soloturen!
Om aftenen - efter lidt sy-reparationen på sejlposen - blev der tid til at udvide min app så det blev muligt at skrive blogindslag på ruten 🙂